Simon Øbro

Simon Øbro

”Vi skal fjerne koblingen mellem ’præstation’ og ’resultat’. Det er rigtigt nok, at de to gerne følges ad, men resultatet er en ekstern faktor, som andre bestemmer – præstationen kan man til gengæld helt selv styre. Den er uendeligt meget vigtigere.”

 Simon kommer oprindeligt fra Nordjylland, hvor han også startede sin efterhånden lange gymnastikkarriere. Her var han fast inventar på landsdelsholdene – både Junior-, Aspirant- og Rep.hold, inden han startede på Ollerup. Da opholdet var slut, og han havde været efterskolelærer i nogle år, imens han overtog trænerrollen på landsdelsholdene, begyndte han at undervise i TeamGym. Da tiden kom til at læse Idræt og Sundhed på SDU i Odense, startede han også hos OGF Senior Herrer, hvor han hurtigt fik stablet nogle resultater på benene – især på rytmefronten. Efter senere at indtage trænerrollen hos Svendborg Seniorherrer, skiftede Simon til at være TeamGym-underviser her hos os – og det passer os fremragende!

”Målet er ikke ’bare’ at vinde, men at præstere på sit eget højeste niveau – så har vi ramt den! At tabe en konkurrence efter en helt fantastisk præstation er en større succes, end hvis man vinder, selvom man leverede noget jammerligt…”

I lige præcis TeamGym har Simon den unikke fordel, at han kender reglementet ud og ind – og ikke bare i sin ordlyd, men det reelle bedømmelsesgrundlag. Det betyder, at han ved præcis, hvad dommeren kigger efter, og kan strukturere undervise efter præcis det, så man kan gå direkte efter pointene allerede under træningen. Og selvom der findes mange dygtige TeamGym-trænere, er det også ret unikt, at Simon ikke har en ’specialitet’ – han underviser nemlig på højeste plan i både spring- og rytmedelen.

Og netop at følge et mål, at sørge for at der er en mening med undervisningen, er en af Simons store motivationsfaktorer; Vi skal nemlig både hæve niveauet og pege ambitionerne indad, så succes bestemmes af din egen præstation, og ikke af resultatet. Alles grundlag er nemlig forskelligt. Præcis der kommer Simons biomekaniske og fysiske forståelse til sin ret – når Simon analyserer mekanikken bag bevægelserne og giver præcis den feedback, der kan gøre et avanceret problem til en simpel rettelse, som enhver gymnast kan både forstå og efterleve. Så løser man nemlig ikke kun problemet, man håndterer årsagen til problemet, imens gymnasten får et klassisk: ”Var det bare det, jeg skulle gøre”-øjeblik. Og dem kan vi rigtig godt lide.

”Det vigtigste er, at dem jeg træner oplever træningen som meningsfyldt. For nogle handler det om at konkurrere for at vinde, andre vil gerne ’bare’ udvikle sig eller have en udfordring, og nogle har måske valgt faget nærmest tilfældigt. Selv dem, der bare gerne vil lolle rundt på en stortrampolin skal opleve, at de bevæger sig fremad – at der er udvikling, at de bliver bedre.*”

Kom på besøg - Book en rundvisning