Niels Henrik Nielsen

​​”Nogle går legende til gymnastikken, og andre tager på arbejde. Legen gør, at man udvikler sig, men arbejdsmentaliteten kan gentage, til det sidder fast – og hvis man ikke kan begge dele, kommer man ingen vegne.”

Niels Henrik er både højskolelærer og gymnastiktræner helt ind i knoglerne. Han blev ikke født ind i en gymnastikfamilie, men den blev en del af hans liv som 13-årig, og selvom Niels Henrik oprindeligt er fra Sjælland, har han været mange steder undervejs. Dengang han selv gik på Ollerup, var det nærmest ved et tilfælde – hans kammerat havde tilfældigvis gået her, og syntes, det var et godt sted. Det skulle vise sig at være ret heldigt. Siden hans ophold har Niels Henrik været gymnast, blev instruktør på Verdensholdet og da det tilsammen åbnede døren til lærergerningen på Ollerup, blev han Gunnar B’s sidste ansættelse – og Uffe Strandby’s første.

”For at blive bedre, er man nødt til at starte forfra. I gymnastiksalen ser vi altid, at hvis man gerne vil blive bedre, vil ændre på noget, er man nødt til at gå tilbage og øve noget rigtigt – at ændre forudsætningerne. Og det skal man gøre hele tiden i – og ikke kun i gymnastik”

Når man spørger Niels Henrik, hvad hemmeligheden er bag at holde sig på forkant som underviser og træner i så mange år, kommer svaret hurtigt: Der er ikke nogen. Ikke noget hemmeligt krydderi. Man skal kunne opfatte folk som vidt forskellige og kunne se salen, undervisningen og højskolen fra alle elevers perspektiv for at kunne følge eleverne. Selv som instruktør på Verdensholdet mener Niels Henrik, at det handler om at undervise med gymnastik og ikke kun i gymnastik – han er, efter eget udsagn, højskolelærer først, og gymnastikinstruktør derefter.

I øvrigt mener Niels Henrik også, at begrebet ”bæredygtighed” er noget, alle bør tage tæt ind på livet. Den grønne, miljømæssige bæredygtighed er selvfølgelig en del af den overbevisning, men skal forstås sådan, at man ikke skal tage mere, end man giver. Det gælder i sine fællesskaber, i sit arbejde, sin gymnastik og i hele sin kontekst, hvor alt er bygget på gensidige forhold, for bæredygtighed opstår nemlig, når noget kan gentages, og helst bliver bedre undervejs.

”Edison begik ikke nogen fejl, han fandt bare 10.000 måder at gøre noget på, som ikke virkede. Det gør vi også. Det er konstant evaluering, at rive ens grundlag ned og bygge det bedre op igen.”