Thomas Kent Jespersen

”Jeg tror jeg har det svært, hvis jeg ikke har gang i noget. Jeg kan godt lide at udvikle mig, presse mig selv. Det er vist en stor del af mit liv.”

Thomas er mange ting, men først og fremmest målrettet. Han kommer fra Ringsted, hvor han også startede med gymnastikken i en tidlig alder. Selvom han prøvede en masse forskellige sportsgrene, nåede Thomas både forbi Landsholdet i TeamGym og på Eliteholdet, indtil han stille lagde gymnastikken lidt på hylden som 25-årig – ganske enkelt fordi, han ville prøve noget andet. Samtidig havde han både været efterskolelærer, brugt en række år i Forsvaret og så har han i øvrigt boet lidt rundt omkring, bl.a. i Costa Rica og i Norge, hvor han underviste i gymnastik. Han bor nu lige overfor skolen med sin hund Nor og er udendørs ligeså tit, han kan komme til det. Han ror tit kajak om sommeren, og faktisk sover han, efter eget udsagn, bedre udendørs end indendørs.

”Jeg tror, no shit, jeg er en af de lærere, der har undervist i flest forskellige ting. Jeg har tidligere haft spring, udendørs mad, fysisk træning, politi, knivværksted, håndværksting og kampsport – det er en af mine store drivkræfter lige nu.”

Med baggrund i forsvaret, kampsport og elitegymnastik skal der ret meget til at presse Thomas. Alligevel er han meget opmærksom på, hvor meget hans elever kan håndtere. Han synes ikke selv godt om at presse nogen, medmindre han kan være sikker på, at de får en succesoplevelse ud af det efterfølgende – og det er han dygtig til at vurdere. Det rigtige skub, den rigtige påvirkning i den rigtige retning, så man når at få et sug i maven uden at ende med en følelse af nederlag.

Det er nemlig enormt vigtigt for Thomas, at eleverne føler sig trygge. Det er en forudsætning for at turde komme ud på halvtynd is eller at miste fodfæstet lidt, og samtidig kunne bevare tilliden til læreren og til, at situationens pres ikke bliver for voldsomt. Eleverne behøver nemlig ikke bryde grænser, men de skal være bevidste om hvor de er, og være villig til at forsøge at rykke den. Det er en sårbar proces, og hvis man ikke respekterer deres tillid, risikerer man at miste den. For nogles vedkommende kan man være nødt til at presse dem virkelig hårdt, før de får det rigtige ud af øvelsen – og der skal man være meget opmærksom på, at det ikke bliver for lidt, og at det ikke kammer over.

”Vi skal fodres med succeser. Det er vigtigt, at vi føler at vi har succes, med det vi laver, ellers er det bare nedbrydning.”