Mikaël Vivien Orozco Madsen

Mikaël Vivien Orozco Madsen

“Du skal tage på Ollerups danselinje hvis du virkelig gerne vil lære at danse – og hvis du gerne vil have kuldegysninger undervejs.”

Mikaël er født i Frankrig, men flyttede som barn til Fyn og startede til gymnastik. Efter en årrække med gymnastikkens rytme og udtryk, blev han dog klar over, at det i virkeligheden var dansen, der lokkede. Den virkede mere ærlig, var bredere og kunne udtrykke mere. Mikaël blev uddannet danser, koreograf og formidler, og har idag bred erfaring fra scenekunsten, både på og bag scenen. Han har danset på forskellige teatre, i kompagnier og uafhængige produktioner i bl.a. Danmark, Sverige, Tyskland, Tjekkiet, England og Spanien.

“Dans er den ældste sociale praksis, den ældste kunstform og noget af det mest menneskelige og naturlige, der findes – der har været dans ligeså længe, der har levet mennesker. Det er historie, fuldt ud på linje med vægmalerier og trommerier. Det var først under Louis XIV, at dans kom på scenen, i stedet for at være noget, man selv var med i.”

Mikaël har stor teoretisk viden om scenekunstens historie, og om hvordan man kritisk sætter sin kunstneriske praksis i relation til dens historiske og samfundsmæssige kontekst. Han har mange års undervisningserfaring overfor alle aldersgrupper – fra alle trin i folkeskolen, på efterskoler, gymnasier, samt højere uddannelsesinstitutioner. Derudover har Mikaël leveret fast morgentræning for professionelle dansere.

For Mikaël er det vigtigt, at hans elever føler, de bliver hørt, og at de har indflydelse på egen læring og udvikling. Med sin baggrund  i ballet, moderne dans og jazzteknik, er hans undervisning og koreografiske praksis grundet i moderne dans, floorwork, partnering og improvisation.

“Du ser dans i byen, til opvisninger, til konkurrencer og på scene. Jeg underviser i scenens dans. Det handler om udtryk, personlighed og æstetik – også når det strakte og flotte bliver forvredent og uskønt. Det er langt fra House-dans, men hvis du vil noget med dans – og også med gymnastik – er det en god ting, at blive klog på.”

  • Den Danske Scenekunstskole
  • Iwanson International School of Contemporary Dance
  • Stepz danseuddannelse
  • Reumertnomineret for bedste børne-/ungdomsforestilling
  • Forperson for Danseudvalget, samt medlem af Danmarks Skuespillerforbunds bestyrelse
Kom på besøg - Book en rundvisning