Cookie- og privatlivspolitik  |  Forretningsbetingelser

Graviditets- og forældrekursus

Vi er sammen

Er du klar på en uge med bevægelse, afspænding og undervisning i graviditet og forældreskab? At blive beriget og bevæget i samvær med andre kommende forældre og ligesindede? Kom og vær med på en højskole uge fyldt med sang, samvær og hygge med undervisning og bevægelse for dig med interesse for den gravide krop og forældreskabet.

Forældre/barn kursus
Om kurset

Ugen er for dig, der er nysgerrig på, hvordan det er at være gravid og kommende forældre, og som gerne vil:

  • Bevæge dig på en blid og hensynstagende måde
  • Reflektere, debattere og sætte nye tanker i gang
  • Møde andre kommende forældre og interesserede
  • Være i fagligt kompetente hænder sammen med to fysioterapeuter med speciale i graviditet og efterfødsel

Graviditets- & forældrekurset handler nemlig om dig, det kommende barn, den gravide krop og dét at blive forældre. Gennem faglige oplæg, samvær, dialog, refleksion, bevægelse og afspænding vil vi sammen belyse og dykke ned i graviditeten og det kommende forældreskab.

På Ollerup bliver du en del af et klassisk højskoleophold med morgensamling, fortælling, sang, samtaler og hyggeligt samvær. Ugen vil være fyldt med træning, undervisning, bevægelse i vand og på land, sociale aktiviteter, fællessang og hygge i vores helt fantastiske højskolerammer, imens du bliver klogere på dig selv, graviditeten og den tidlige forældrerolle. Du får samtidig mulighed for at være en del af et unikt fællesskab med andre gravide, kommende forældre og interesserede.

Ugekurset foregår sideløbende med vores lange højskolekursus, og du bliver derfor en del af vores fantastiske dagligdag sammen med vores højskoleelever.

Gymnastikhøjskolen i Ollerup ligger som en perle på det skønne sydfyn lidt udenfor Svendborg i meget smukke historiske omgivelser med egen svømmehal, springsal og bevægelsessal med store gulv til loft vinduer lige ud til naturen. Her er ro og tid til fordybelse for dig der drømmer om en ægte højskoleoplevelse.

MERE OM KURSET

Praktiske oplysninger

Dato:

Uge 41, søndag, den 06. oktober – lørdag, d. 12. oktober 2024.

Ugeprogrammet for 2024 i detaljer er endnu ikke færdigt men ugen kommer til at indeholde:

  • Foredrag
  • Undervisning i hensigtsmæssig træning og motion for gravide
  • Refleksioner over overgangen til forældreskabet
  • Yoga, Gymnastik og Pilates
  • Morkroppen under og efter graviditeten
  • Afspænding og udspænding
  • Funktionel træning
  • Hygge og debat
  • Gåtur og fortælling om Ollerups historie og kunst
  • Fællessang
  • En afvekslende uge med kulturelle- og sociale indslag

Dagsrytme

Vi starter dagen sammen kl. 9.00 til morgensamling og fortsætter formiddagen med bevægelse og undervisning inkl. forfriskning undervejs. Vi spiser frokost i vores spisesal ved 12-tiden og eftermiddagen byder på en blanding af undervisning, motion og afspænding. Vi slutter dagen af ved kl. 17-tiden inden fælles aftensmad kl. 18 og aftenhygge med sang. Både morgen og aften er du velkommen til at benytte skolens faciliteter på egen hånd, hvis de er ledige – både svømmehal, vægttræningscenter, springcenter, gymnastik- og bevægelsessale, boldbaner m.m.

Praktiske oplysninger

Du bliver indkvarteret på eget værelse med fælles bad og toilet. Er din partner med på kurset, bliver I indkvarteret på samme værelse med to senge. Du/I får udleveret sengelinned og håndklæder ved ankomsten og du skal derfor ikke medbringe dette. Tag dog gerne et badehåndklæde med tilbrug i vores svømmehal og sauna.

Pris: kr. 3.995,00 inklusiv alle måltider og undervisning pr. voksen.

I tilfælde af spørgsmål er du velkommen til at kontakte Tina Pedersen på tlf. 63 24 64 05 eller mail tp@ollerup.dk.

 

Kom på besøg - Book en rundvisning