”Lykkelig og ulykkelig er modpoler, og det er ikke farligt at ligge et godt sted i midten. Det er vigtigere end ens præstationer i et eller andet felt i ens liv.”
Stephen kommer oprindeligt fra Ærø, men har i de sidste 12 år boet i Odense. I løbet af sine år i forsvaret begyndte Stephen at få nogle træneruddannelser, og begyndte efterfølgende at uddanne andre trænere. Det viste sig, at det både var naturligt og motiverende, så da han tog sin læreruddannelse var det med fokus på at blive kostskolelærer – helst på en højskole. I en 5-6 år var Stephen centerleder og instruktør i Fitness World, hvor han uddannede kædens instruktører og havde en lederrolle indenfor sundhed og træning. Da en bekendt spurgte, om han måske kunne have lyst til at starte en fitness-linje på Ollerup var svaret ja. Uden at kende det mindste til gymnastik byggede Stephen Sundhed og Fitness-linjen op fra bunden – og har i øvrigt stadig en smule personligt træning. Det er nemlig vigtigt, at være opdateret og at arbejde med det, han underviser i.
”Når man uddanner personlige trænere, er det ikke bare at lære at lave et program, hvorefter man dikterer. Det er et håndværk, hvor man kan interagere, forstå, sætte sig i andres sted. Alt det faglige kan du få i en bog, men håndværket skal læres”
Stephens faglighed er altså ret godt på plads. Når hans undervisning fungerer overfor eleverne, mener han selv, at de måske fornemmer, at der er bund i hans vejledning. Stephen roser nødigt sig selv for sin faglighed, men siger dog, at når han selv fungerer i rollen som højskolelærer, er det fordi, han er: ”… ret god til at menneske. Ja, det var et verbum.”. Han forklarer det selv som evnen til at sætte sig i andres sted og kommunikere med i stedet for til andre.
Selv er Stephen meget fokuseret på, at de, han har omkring sig, har det godt. Man skal naturligvis selv have det godt, men det kan være svært, hvis andre i ens omgangskreds ikke har det godt. Det gælder naturligvis i højest grad ens familie, men også både ens kolleger og de mennesker, man omgiver sig med. Desuden mener Stephen også, at man skal være lidt påpasselig med at forsøge at være lykkelig. Lykken kommer nemlig, men den er der i glimt – og man er bedre til at fange og leve den lykke, hvis man i forvejen er i nogenlunde balance; Hvis man er tilfreds, og ens dagligdag bidrager med mening.
”På den gamle karakterskala var tilfredsstillende og meget tilfredsstillende – det var sgu ret godt. Måske er det OK, hvis man ikke forsøger at have det perfekt hele tiden, men være lidt bedre til ’bare’ at være tilfreds.”