banner-01.jpg

UpGrade flytter dig!

Fortalt til Noemi Møller Wulfsberg

I 1.g fik jeg konstateret en søvnsygdom, der hedder narkolepsi. Det er ufarligt, men gør egentlig bare at du kan falde pludseligt i søvn. Da jeg får narkolepsi, bliver mit liv rigtigt ustruktureret i en periode, og det gør, at jeg tager meget på gennem gymnasietiden. Jeg kan ikke passe min sport, så jeg lægger den fra mig og kan knapt nok passe min skole. Allerede her begynder jeg at kunne mærke en trang til at få mere struktur i min hverdag.

Gennem gymnasiet bliver jeg større og større og er oppe og veje 125 kg., da jeg bliver student. Derefter arbejder jeg fuld tid et halvt år hos TDC som supporter, men det er stillesiddende arbejde, og jeg taber måske 10 kg.

IMG_7923.JPG

Allerede midtvejs i 1.g har jeg set på UpGrade på Ollerup og melder mig også ind, da jeg går i gymnasiet, vel vidende at jeg nok aldrig bliver politimand, men simpelthen for at komme tilbage i en balance igen.

Da jeg starter på Ollerup, vejer jeg 115 kg. Min motivation var meget klar fra starten af. Jeg vidste, at jeg aldrig nogensinde blev betjent, så mit fokus var at få en struktureret hverdag, hvor min egen personlige udvikling var i fokus, og det var det, der holdt mig kørende. Da jeg mødte de andre på UpGrade, var de i langt bedre form end mig, og jeg vidste fra start, at jeg ville være den bagerste i stort set alt fysisk, men det følte jeg kun var en motivationsfaktor. Gruppen skulle lige finde hinanden til at starte med, og jeg var nervøs for, at jeg ikke blev accepteret.

I en af de første timer med UpGrade nævner jeg, at jeg har den her sygdom og pludseligt kan falde i søvn, men jeg lovede også, at jeg ville give alt hvad jeg havde til alle træninger, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke ville være den forreste. Og uden at de andre kendte mig overhovedet, sagde de, at hvis jeg bare gav mig 100 %, så var det godt nok til dem.

11350388_10206881272576233_1929712031_n.jpg

Til de første træninger løb vi. Jeg tror vi løb 2 km den første gang, og jeg var helt smadret, mens de andre skulle løbe 8 km. De sidste 500 meter tilbage mod skolen kom hele gruppen, der havde løbet meget længere end mig, og trak mig. Men jeg gav mig alt hvad jeg havde, og det var der respekt for i gruppen.
Inden jeg startede, tænkte jeg meget over det her med at skulle være sammen med så mange mennesker. Jeg havde meget min egen personlige udvikling for øje og var måske tilbøjelig til at tænke, at jeg bare skulle være asocial og gå efter mine egne mål. Her var det rigtigt vigtigt, at mine trænere gik ind og sagde til mig, at jeg også skulle huske at få resten med, og det overraskede mig, hvor meget det faktisk også betyder.

Jeg troede aldrig på, at man kunne få så godt et kammeratskab generelt på UpGrade og få venner for livet. Før jeg startede var det bare nogle, jeg skulle bo med i et halvt år, men når man går op og ned ad hinanden og spiser, træner og sover sammen, så bliver det pludselig noget helt andet. Det giver et eller andet specielt, og man får sådan en brødrefølelse internt. Jeg tænkte meget, at det mest var UpGrade, man var sammen med, men der er også 200 andre på skolen. Der er jo masser af venner og folk at træne med, så når man selv er nede i kulkælderen, kommer der nogle andre og trækker en op. Det har faktisk været det, der har været afgørende for, at det er lykkedes mig at komme i så god form.

IMG_6626.JPG

Man skal ikke vælge UpGrade, fordi det bare skal være en slankekur. Det kræver, at man sætter sig ind i den verden, der hedder, at man skal være politimand om et halvt år. Hvis man er villig til at leve med at alle dem, der sidder omkring dig, vil det så ekstremt meget, og du er villig til at tage med til politiskolen og engagere dig i det, så skal man vælge Upgrade, også selvom det ikke er det, man selv vil i sidste ende, for der er også mange fede oplevelser.

UpGrade-ugen er et godt eksempel på, hvad vi kommer igennem. På UpGrade har vi en uge, der er ligesom REX-turen i livgarden, som hovedsagligt er jæger- og frømandsbaseret med tillids- og samarbejdsøvelser, og det var bare så virkeligt at opleve. Du får en god fornemmelse af, hvordan det er at være frømand eller jægersoldat, bare i nogle få timer, ligesom vi også får et generelt indblik i, hvad politiet, jægerkorpset og frømandskorpset laver. Det tror jeg ikke rigtigt på, at du kan finde andre steder. Vi kommer helt tæt på og hører, hvad de laver, og det er ikke noget, man bare får lov til. Vi kommer helt ind og er med en hel dag. Vi har set, hvordan frømændene træner, og vi har en lærer, der er tidligere frømand, som også er ekstremt dygtig og god til at fortælle og forklare. Jeg troede måske, at vi ville få et foredrag eller to, men vi har været helt ude og holde våbnene, og det var rigtigt stort. Så er det i og for sig lige meget, om man vil være det eller ej, det er bare en fed oplevelse.

Til galla i 3.g var jeg ude og låne et kæmpestort jakkesæt, og til galla her på skolen i april fik jeg min fars jakkesæt på, som han blev gift i. Det var et stort personligt mål for mig at tage det på. I dag vejer jeg 90 kg rent, samtidig med at jeg også har forbedret mig fysisk. På UpGrade lavede vi polititesten til at starte med, og der dumpede jeg rent med -3. Pullups kunne jeg ikke tage nogle af, i bænkpres var mit max på 58 kg, i konditionstesten løb jeg 2400 meter på 15 minutter og i speedtesten, hvor man skal spurte frem og tilbage, fik jeg et 7-tal. I dag består jeg prøven til et 10-tal. Derudover har jeg ikke taget medicin for min narkolepsi i 3 måneder, da jeg ikke har behov for det. I og med at jeg er kommet i bedre form, så er min sygdom droslet helt ned til at være ikkeeksisterende i min hverdag.

11348785_10206881272656235_514063941_n.jpg

Min udvikling viser også, hvor hårdt UpGrade er. Blod, sved og tårer er normalt i vores træninger, og det skal man også tænke over, hvis man ønsker at blive elev. Tager man en dag ad gangen, skal man nok klare den, men kigger man tilbage på det hele, så har vi været rigtigt, rigtigt meget igennem. Havde jeg vidst hvor meget det var, inden vi startede, så tror jeg ikke jeg havde valgt UpGrade, for det havde været alt for hårdt, men kammeratskabet har gjort, at man har klaret det. Mange af mine mål for højskolen har været fysisk prægede, men UpGrade har også givet mig rigtigt mange psykiske ting med. Der er ingen tvivl om, at det har været superhårdt, og der har været uger, hvor man står stille, og det ikke fungerer, men jeg føler også at Ollerup og Upgrade har hjulpet mig igennem de udfordringer, der nu engang har været. Mit mål generelt var at komme i en tilstand, hvor jeg rent faktisk følte, at jeg var klar til at komme hjem igen og starte på en frisk, og det føler jeg, de har klædt mig på til. Jeg har lært, hvordan man skal træne, og så er det bare op til mig selv at fortsætte med det, men det har UpGrade også gjort mig klar til. Det har gjort, at jeg ikke er urolig omkring det længere og nærmest ikke tænker over det, fordi det bare er så stor en del af min hverdag, at det er naturligt at fortsætte, når jeg kommer hjem.

IMG_7920.JPG

Fordi jeg har fået det så godt, har jeg prøvet at få en revurdering, og man har definitivt besluttet, at forsvaret og politiet ikke er en mulighed. Det er hvis sygdommen skulle komme igen, og man er i en situation, hvor man kan risikere at falde i søvn, og det ikke skal ske. Når jeg kommer hjem fra Ollerup, skal jeg igen prøve at finde de her faste rammer, som jeg har haft, og få mine dage og træninger til at falde på plads. Mit største fokus er at finde den rigtige rutine, så jeg kan opretholde det, jeg har opbygget her og få et liv til at fungere med skole og andre ting ved siden af.