APRILSNAR - Tak, fordi I legede med.

Nyt forstanderpar til Gymnastikhøjskolen i Ollerup

1/4/2019

 

Rieke og Andreas Brink overtager den 1. august 2019 posten som forstandere for Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Det sker, efter at nuværende forstander Uffe Strandby i fredags valgte at opsige sin stilling. Sagen blev hastebehandlet på bestyrelsesmødet fredag eftermiddag, og bestyrelsen meddeler, at de er trygge og glade ved valget af det unge par.

Rieke og Andreas Brink mødte hinanden, da de selv var elever på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. I dag er de en del af livet på højskolen, og valget faldt derfor naturligt på de to unge og meget ambitiøse mennesker. Foto: Kristina Vinci

 

Forstander Uffe Strandby har opsagt sin stilling pr. 1. august og meddeler, at han nu trygt videregiver sin stilling til Rieke og Andreas Brink. De skal sammen lede højskolens daglige drift og samtidig være værterne for det kommende jubilæumsår i 2020 og DGI’s landsstævne i 2021.

Gennem skolens snart 100 års historie er det første gang med et så ungt forstanderpar, hvilket er modtaget vel hos skolens personale.

”Vi ser frem til at skabe sunde rammer for Danmarks kommende generation, de smukke unge mennesker,” siger Andreas Brink.

 

Store ambitioner

Overtagelsesprocessen påbegyndes allerede nu, og processen bliver forholdsvis let for det nye forstanderpar, da Andreas og Rieke har været med under opførelsen af nye faciliteter som f.eks. Ollerup Arena.

Rettidig omhu og selvindsigt er kerneværdierne hos de to kommende forstandere.

”Vi kommer til at skabe en højskole, blandt de allerbedste, uden at lyde for selvfede,” siger en sikker Andreas Brink.

 

Andreas engagerer sig indenfor livredning og førstehjælp, hvor meget af arbejdet drejer sig om sikkerhed, at kunne bevare roen og handle hurtigt og rationelt, hvilket han bringer godt i spil mht. de kommende arbejdsopgaver.

Rieke er yderst innovativ og nytænkende, hvilket falder i god tråd med udviklingen af Gymnastikhøjskolens nye tiltag.

Tilsammen udgør de en unik drivkraft, som allerede bærer frugt i Gymnastikhøjskolens hverdag.

 

Hverken Andreas eller Rieke ønsker at udtale sig om deres nye tiltag på Gymnastikhøjskolen, men de kan dog understrege at det bliver stort – rigtig stort og sjovt!

 

Ønsker du yderligere information om forstanderskiftet, bedes du rette henvendelse til Gymnastikhøjskolens kommunikationsmedarbejder, Kristina Vinci, på e-mail: kv(at)ollerup.dk.