På Gymnastikhøjskolen i Ollerup har vi fire emnedage i løbet af semesteret, der tilsammen handler om det hele menneske. Udfordringer bliver stillet, og måske rykkes der også nogle grænser, når hverdagsskemaet bliver sat på pause. 

 

Den fysiske træning er skiftet ud med den mentale træning i én af de fire emnedage: The Mental Being. Blikket rettes derfor indad på følelser og tanker, og fokus ligger på personlige oplevelser. 

Dagen starter ud med meditation og kontrol af egne tanker for at vende koncentrationen mod sig selv. En del af dagens agenda er at skabe nærvær med sig selv og hinanden, hvilket ikke altid kræver ord. Meditationen efterfølges derfor af samarbejdsøvelser uden snak for en fornemmelse af tosomhed. 

 

 

Efter at have startet dagen med at zoome helt ind, zoomes der en smule ud igen. Endnu et mål for dagen er at få en diskussion i spil. 

I foredragssalen får underviser Marie og eleverne sat ord på, hvilke forstyrrelser der kan være i vores hverdag, som påvirker vores handlinger. Nationaliteten spiller en tydelig rolle i denne snak. Mange af de nordiske elever nævner faktorer som sociale medier og uddannelsespres, hvor andre nationaliteter nævner hungersnød og forurening. Størstedelen af punkterne kan de fleste dog relatere til, såsom teknologi, forventninger, fordomme og frygten for at gå glip af noget. Med en viden om, at nogle af disse elementer kan være en bremseklods i hverdagen, bliver eleverne sendt ud på tre forskellige poster, hvor teori skal gøres til praksis. 

 

 

Frygt

Træning handler ikke kun om at udføre øvelser rigtigt, det handler også om at forstå teknikkerne bag dem. Det kan derfor også være en fordel at vide, hvordan en øvelse skal udføres, hvis det går galt. 

I parkourhallen arbejdes der med frygt. Frygten for det uvante og frygten for at komme til skade. Frygt er en naturlig følelse, der kan holde os i sikkerhed. En viden og erfaring om, hvad, hvordan og hvorfor det kan gå galt, kan forebygge frygten. 

Det er en længere proces, og eleverne tager hul på de første steps; forståelse af miljøet og stedet, og hvad der kan gå galt, forståelsen for om sin fysiske styrke er tilstrækkelig til øvelsen og forståelsen for, hvilke teknikker der skal bruges, hvis det går galt. 

Eleverne giver sig i kast med at hoppe ud fra en afsats for at gribe en stang. Lykkes det ikke, falder de. Heldigvis bare ned i en pomfritgrav. Det vigtige er ikke at gribe hver gang, men en viden om, hvad der sker, når man falder. Det er sjældent så slemt, som de fleste tror, og ved at vænne sig til det, kan det give en sindsro og et mod til at forsøge igen.

 

 

Selvværd 

Hos underviser Stephen i opholdsstuen kommer eleverne tæt på dem selv og deres eget og hinandens værd. I en hurtig diskussion er der klar enighed om, at noget af det, der gør én til et godt menneske, er empati for andre, opmærksomhed på hinanden og respekt. Men her bringes spørgsmålet på banen: at holde af sig selv og den, man er, er det ikke også en vigtig del af det at være et godt menneske? 

Det kan være svært at opbygge et godt selvværd, hvis det er lavt. Men som tidligere diskuteret, handler det at være et godt menneske om, at hjælpe andre og være gode ved hinanden. Eleverne får derfor til opgave at fortælle hinanden om alle de positive egenskaber, en anden person besidder. 

Det viste sig at være en udfordring at give komplimenter på noget, der ikke bare har med den fysiske fremtoning at gøre, men som i stedet handler om de små, personlige ting. Eleverne oplever alligevel, at de selv får det godt af at give komplimenter, og at det kan være en lettelse af fortælle andre, hvordan de ser dem. Herefter bliver opgaven, at fortælle det kompliment, de netop har modtaget om dem selv, til dem selv. Flere formår at udbryde lavt: "Jeg er positiv", "jeg er kærlig" og "jeg er omsorgsfuld", men ydmyghed kan være svær at overkomme. Efter en del tvivl, bliver opgaven igen trukket til næste niveau - alle skal sige til hinanden "jeg er positiv", "jeg er kærlig", "jeg er omsorgsfuld" eller noget andet positivt. 

Øvelserne gives til eleverne med et håb om, at de ikke bare vil blive bedre til at give andre komplimenter, men at de også vil blive ved med at give komplimenter til sig selv og tro på det. Og hvis dette er svært at gøre, er målet at finde grunden til, hvorfor det er en udfordring, for forhåbentlig at kunne ændre det med tiden. 

 

 

Identitet

Gymnastikhøjskolen i Ollerup har en identitet, der er bygget op omkring sport og bevægelse. Der er derfor en tydelig sammenhæng mellem elevernes identitet; dyrkelsen af sport.

Identitet og motivation handler både om, hvor man er nået til i dette øjeblik, og det handler om det næste step og det næste mål for sporten. Ligesom hos Stephen i opholdsstuen, giver Helge i bevægelsessalen eleverne besked på at dele sine styrker og bekymringer med hinanden. Her er pointen klar: kommunikation med hinanden er vigtig for refleksion. 

Identitet handler også om selvværd og om sine tanker om sig selv og andre. Den rette kommunikation er essentiel for formidlingen af indtryk af andre personer, og det kan være en udfordring at sige tingene direkte. Eleverne får til opgave at finde sammen med i små grupper, hvorefter de skal fortælle hinanden en ting, de værdsætter deres roomie for, og hvad der godt kan irritere dem. Det kan være nemt nok at sige til andre, men opgaven lyder desuden på, at fortælle det til sin roomie senere på dagen. Noget der kan være en udfordring, men som også kan styrke selvværd og sammenhold. 

Vi kan alle have forskellige identiteter, alt efter hvilket rum, man befinder os i. Hvordan opfører vi os i springcenteret, parkourhallen eller fitnesscenteret, i forhold til når vi er sammen med vores familie eller venner? I stedet for blot at fortælle om det, skal eleverne hjælpe hinanden med at vise det, selv om rummet ikke nødvendigvis lægger op til det. 

Pointen med alt dette er med til at få et indblik i hinandens forskellige identiteter, sætte ord på det og forstå hinanden. 

 

 

Efter endt undervisning har eleverne fået et indblik i, at følelser ikke nødvendigvis skal bestemme over handling. Eleverne er også blevet udstyret med ideer til refleksion, og de har fået motivation til at give flere komplimenter - både til andre og til sig selv.