Thomas Smidt Dissing

“Højskolen er en anden end den var for 100 år siden, fordi Ollerup har indjusteret sig efter samfundet. Det er vi nødt til, og vi er nødt til at se alle facetter af den virksomhed, der er Ollerup, fordi vi skal sikre, at vi kan blive ved med at løse en kompleks opgave.”

Som 11-årig så Thomas for første gang Ollerups Elitehold, og sagde med det samme, at det hold skulle han gå på. Derfra gik tiden med gymnastik, hvor han fik de succesoplevelser, skolegangen ikke leverede. Han kom på Ollerup i 1995, og da han efterfølgende skulle til udtagelse, gik venindens bil i stå udenfor Horsens. Thomas løb resolut ind til banegården i Horsens, tog toget til Svendborg og løb derefter fra Svendborg til Ollerup, og kom på Eliteholdet – hvor han endda mødte sin kone. Efter at have knoklet sig igennem bacheloren i idræt, blev Thomas underviser og tog sin læreruddannelse parallelt med arbejdet. Igennem en række efterfølgende stillinger som lærer og afdelingsleder, kombineret med flere uddannelser i ledelse blev Thomas klar til sin nuværende stilling som forstander for Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

”Jeg var aldrig god i skolen, før jeg fandt noget, der fangede mig. Lige pludselig kunne jeg koncentrere mig, men der opdagede jeg så også, at man skal kunne skabe sin egen motivation. Der kommer altid et tidspunkt, hvor man skal sætte sig ned, holde sin kæft og lave sit lort. Når man møder muren, skal man kravle over den. Det kræver ihærdighed.”

Thomas har ikke let ved at rose sig selv. Han fortæller dog, at han for nogle år siden blev nomineret til en pris af sine medarbejdere, og at han er meget fokuseret på at lytte, forstå kompleksitet og involvere folk. Det er kvaliteter, han også tror, at nogle vil genkende – også selvom ledelse ikke altid er at efterleve alles overbevisninger. Det handler, ifølge Thomas, om at udstikke en retning for mennesker, og når man overtager en historisk institution, vil der altid være nogle, der ikke er enige i retningen i starten. Der må man lytte, sammensætte perspektiver og efter bedste evne gøre det, der er bedst for organisationen.

Og netop organisationen er vigtig for Thomas. Hans kerneopgave er nemlig at sikre, at man stadig kan gå på Ollerup om 100 år, og det kræver, at man er i stand til at korrigere og revidere den kurs, man følger. For at kunne skabe et sundt fundament for højskolen, skal lærerne også føle, at de kan lykkes – og det er et fælles ansvar. Højskolens tradition er at sætte mennesket i centrum, imens lederens opgave er at se på mennesket og sagen i samspil. Samtidig er det – måske især på Ollerup – menneskerne der bærer sagen. Det er altså en række komplekse, understøttende mekanismer, der spiller sammen, når man hver dag skal give et par hundrede unge mennesker den folkeoplysning, som Thomas virkelig mener er en uvurderlig opgave for samfundet.

”Vil du have et citat mere? Så skal det helt sikkert være, at vi er hinandens forudsætning for at lykkes. Altså, det er ikke kun personen, personbåret, der har ansvaret for at fællesskabets opgave kan løses – de færreste kan noget alene. Hvis vi skal lykkes som organisation, er vi hinandens forudsætninger”