Cookie- og privatlivspolitik  |  Forretningsbetingelser

 Christina Paulsen

Christina Paulsen

”Jeg bliver gladere, når eleverne gætter på, at jeg er fra Jylland end fra Sjælland. Jeg føler mig i hvert fald mere som fynbo end sjællænder”

Christina er fra Stevns på Sjælland. Indtil hun var 15, fyldte håndbold det meste af hendes tid, men det sluttede desværre da korsbåndet sagde fra. I 2012 var Christina kommet i værnepligt i Fredericia, og da en veninde spurgte, flyttede hun til Odense for at reducere afstanden til sit arbejde – og faldt pladask for byen. Siden er Christina blevet i Odense, hvor hun gennemførte en kandidat i idræt og sundhed, og hvor hun i dag er bosat med sin mand og sin datter. I dag bruger hun sin faglige viden og sin baggrund i forsvaret på Politilinjen på Ollerup.

”Før jeg startede på Ollerup har jeg kun haft 1 ting med gymnastik at gøre: Jeg har været gymnastiktræner for et hold udviklingshæmmede. Det var ret fedt. De var ligeså vilde med Rasmus Seebach, som jeg selv var – og ligeså dårlige til at holde takten.”

Christina opdagede hurtigt, at højskolelivet passer hende rigtig godt. Med sin tekniske, teoretiske og praktiske baggrund fra Idræt og Sundhed er hun fagligt skarp, men især som underviser på politilinjen er hendes vigtigste kompetence at være oprigtigt interesseret i eleverne. At klæde unge mennesker på til en karriere hos ordensmagten kræver nemlig, at de ved, hvor de mentalt skal hen – og det kan Christina hjælpe med. Hun er enormt dygtig til at være menneske – med alt, hvad dertil hører. Desuden er Christina gift med en politibetjent, så hun er altid opdateret på, hvad der rører sig i den verden, hun klæder højskoleeleverne på til.

Og netop at være opdateret er vigtigt for Christina. At kunne give nutidig, retvisende undervisning, at være sikker på, at hendes undervisning altid indeholder det nyeste nye, og så er det enormt vigtigt at skabe den rigtige slags refleksion hos eleverne. Det er nemlig ikke så let at indstille sig selv på et arbejde, hvor både magtanvendelse, mental robusthed og kommunikation er på skemaet, og derfor skal man skabe et miljø, hvor eleverne tør udfordre hinanden – og især sig selv. Det kræver nemlig mod at sætte sine overbevisninger under pres, at skubbe sine grænser og at deltage med tillid, åbenhed og ærlighed. Det mod hjælper Christina med at finde.

”Det lyder lidt slidt, men jeg tror helt ærligt, jeg også bliver bedre af mine kollegaer. De er gode til at ”spille hinanden gode”, og alle de samtaler man har, skaber en masse udvikling. Der er godt nok mange virkelig dygtige mennesker. Folk ved alle mulige forskellige ting, som bare er vildt fedt.”

Kom på besøg - Book en rundvisning