Styrket Foreningssamarbejde

– Instruktør- og idrætslederuddannelse for ildsjæle!

Brænder du for din sport? 

Er du medlem af en forening, og vil du gerne gøre en forskel?

Så har du nu mulighed for at tage et efterårssemester på Ollerup med fokus på at dygtiggøre dig som instruktør og idrætsleder  – endda til en væsentligt lavere pris end normalt.

Her på Ollerup har vi udviklet et koncept, vi kalder Styrket Foreningssamarbejde. Konceptet har til formål at støtte et stærkt foreningsliv ved at klæde unge på til at turde tage initiativ og være med til at bidrage til deres forening, så vi i fællesskab kan udvikle og værne om det danske foreningsliv. 

Som elev gennem Styrket Foreningssamarbejde har du mulighed for at specialisere dig inden for fitnessparkour, springgymnastik eller dans og rytmisk gymnastik. Derudover skal du blandt andet have faget NGO sammen med vores internationale elever samt FIL (Fremtidens Idrætsleder), som er et diplomkursus gennem DGI, og selvfølgelig skal du også have andre højskole- og idrætsvalgfag.

På mange måder bliver du altså helt almindelig højskoleelev, men med et specifikt fokus og under nogle lidt særlige rammer. Den væsentligste forskel er, at du under dit ophold arbejder på et projekt, som du og din forening har aftalt på forhånd, og som du vil modtage sparring og vejledning i på højskolen.

 

Udvikling af din forening/landsdel

Du får et fokusområde i samarbejde med din forening, der kører som et overordnet projekt under hele højskoleopholdet, en slags ”hovedopgave”. Hver elev på Styrket Foreningssamarbejde vil have hver deres fokus, som du ugentligt får projekttid til at arbejde med, selvfølgelig med sparring og vejledning fra en underviser.

Eksempler på samarbejde: 

  • Den unge frivillige har til opgave på at styrke og udvikle foreningens fitness-afdeling og herigennem åbne foreningen for nye målgrupper.
  • En instruktør arbejder på et projekt med formålet om at skabe fællesskab, tilhørsforhold og fastholdelse blandt instruktørerne på landsdelsholdene.
  • En kommende parkour-instruktør skal booste foreningens parkour-miljø og afholde x antal events i løbet af sæsonen.
  • Den unge foreningsaktive skal være føl i bestyrelsesarbejdet og har til opgave at få flere unge med til foreningens generalforsamling samt facilitere en proces hertil.

Som højskole har vi intet krav til projektets form, men vi ønsker, at du får mulighed for at bidrage til noget, der giver mening for dig samt for foreningen/landsdelen – og at personligt engagement, ansvar, tillid og medmenneskelighed er drivkraften i processen.

 

Økonomi

Det er en betingelse for samarbejdet, at din forening bidrager økonomisk til dit ophold. Der er ikke krav til bidragets størrelse. 

Et efterårsophold koster normalt 40.575 kr. inkl. basispakke, men via dette samarbejde kan du søge om tilskud på 13.500 kr. gennem højskolens fonde. Beløbet, som du og din forening (og evt. andre aktører) skal dække, bliver således 27.075 kr. Dette dækker fem måneders højskole, inkl. al undervisning, kost, logi, dagsture, studietur m.m.

Desuden sluttes højskoleopholdet af med et kompetencegivende diplom på de fag, emner, kurser m.m., som du har deltaget i.

 

Hvis det lyder interessant for dig, må du selvfølgelig meget gerne selv henvende dig til din forening og opfordre dem til at læse mere på denne side, der er henvendt til foreningerne: https://ollerup.dk/om-ollerup/styrket-foreningssamarbejde. Vær dog opmærksom på, at det i sidste ende er foreningens beslutning, om det er muligt – og i så fald hvem de ønsker at "sende af sted".