banner-01.jpg

Resultater - artikel

Test af kropsbevidste gymnaster overrasker

Gymnastikhøjskolen i Ollerup samarbejder med Elitelab for at målrette træningen individuelt på internationalt elevhold og samtidig minimere risikoen for belastningsskader

Af Lars Rasmussen (http://www.vidogsans.dk/kontakt-os)

Gymnastiksalen lige bag spisesalen på Ollerup Gymnastikhøjskole emmer af aktivitet. En spurter gennem salen, andre springer højt, en ligger på briks og får styrketestet underarmsmusklerne. Med det mest moderne elektroniske udstyr er fysisk træner Kristian Kristensen samt fysioterapeut Mikkel Hjuler fra EliteLab, en fysioterapeut samt to lærere fra højskolen i gang med at teste de nyankomne højskoleelever fra ind- og udland, som skal være på højskolen i ni måneder.

  • Formålet er at kende den enkeltes styrker og svagheder for at målrette træningen i forhold til deres behov og den gymnastikform, de dyrker, forklarer Helge Fisker, landstræner i TeamGym og lærer på Ollerup.
  • Det er nyt for os at teste eleverne så grundigt, så det er spændende at se, hvor store fremskridt de kan gøre i løbet af vinteren. Målet er jo, at de tager herfra som dygtige gymnaster og instruktører og er med til at løfte træningskvaliteten endnu mere ude i klubberne – og at de får et skadesfrit ophold her, siger han.

Ahaoplevelse
De unge gymnaster ser alle veltrænede ud. De bliver udsat for en lang række fysiske test og fysioterapeutiske undersøgelser, og en del af øvelserne bliver optaget på video, så de kan få meget indgående feedback på deres bevægelsesmønstre.
Et par uger efter testarbejdet får hver enkelt tre kvarters gennemgang af testresultaterne, så de selv kan være med til at planlægge den målrettede træning med en større bevidsthed.
Kristian Kristensen, som er medstifter af Elitelab Danmark, har mange års erfaring med talenttest, og især har trænet ligaspillere og unge talenter i håndbold, har fået en ahaoplevelse i Ollerup.

  • Gymnasterne har en stor kropsbevidsthed og er tydeligvis dygtige gymnaster, men de har overraskende udviklingsmuligheder på to områder, siger Kristian Kristensen.
  • For det første mangler de fleste stabilitet, så de skal have trænet de små muskler omkring led og rygsøjle. For det andet er konditionen og udholdenheden værd at forbedre, da det vil forbedre deres evne til at toppræstere og regenerere hurtigt, siger han.

Gymnasterne er vant til at løbe hurtigt på kort bane og eksplodere i et spring, men ifølge Kristian Kristensen kan de forbedre deres springtræning, hvis de løber mere og får en bedre kondition.

Grundige undersøgelser
Testresultaterne på Ollerup bliver holdt op imod testresultater fra nogle af de bedste gymnaster i Danmark samt Norden. Det giver et billede af potentialet for det nye hold på Ollerup, og trænerne kan se, hvordan hver enkelt skal træne for at forbedre sig.

Testen tager flere timer, inden alle er igennem, og den indeholder bl.a. en måling af:
- Vægt
- Fedtfri masse
- Kondition
- Springkraft (Counter Movement Jump - CMJ)
- Eksplosivitet (sprint)
- Fysioterapeutisk screening af
- Overekstremiteter
- Underekstremiteter
- Columna (ryg-bug)

En forklaring
Alle bliver vejet, og vægten bliver set i sammenhæng med fedtfri masse. Dette giver mulighed for at måle muskeludviklingen over tid.

  • Målingen kan bl.a. fange et fald i fedtfri masse, som kan skyldes overtræning, forkerte spisevaner eller for lidt restitution, som man så kan reagere på, forklarer Kristian Kristensen.
    Konditionstesten går ud på at løbe den samme distance igen og igen på kortere og kortere tid og blot med en kort pause mellem hver gang. Det stiller krav til kredsløbet og kan forbedres ved mere konditionstræning.
    I den ene springøvelse, dropjump, skal gymnasterne springe ned på gulvet fra en plint og straks hoppe så højt som muligt.
  • Vi filmer øvelsen, så vi kan se bevægelsen i nedslag og afsæt, og det kombinerer vi med en måling af fodens stilling i forhold til anklen, da det kan afsløre risici for skader, forklarer Kristian Kristensen.
    I den anden springøvelse (CMJ) skal gymnasterne indenfor 1 minut springe så mange gange som muligt fra side til side ved skiftevis at lande på venstre og højre ben hen over en imaginær forhindring på 25 cm i bredden.
  • Den øvelse viser noget om koordinationsevne og stabilitet, forklarer han.

På den korte bane
Ved at sætte CMJ-testen i forhold til kropsvægten kan man udregne en faktor for, om atleten er råstærk eller eksplosiv, og det viser, om man skal træne vægt eller kobling af nervebanerne.
Sprintertesten gennemføres på en bane, hvor der måles på 10 og 20 meter, inden gymnasten tordner ind i en stor madras. Den viser hvor hurtigt vedkommende kan komme op i fart, og om han eller hun kan holde farten hele vejen.
Foruden de fysiske test, sørger fysioterapeut Berit Duus for at teste kroppens muskulatur ved bl.a. at bede en liggende gymnast om kun at skubbe med sin underarm, mens overarmen ligger roligt vinkelret ud fra kroppen. Det afslører, om de små muskler er stærke nok. Smidigheden ved at bukke sig forover og bagover bliver også målt foruden en stribe andre bevægelser.

Stort potentiale

  • Jeg vil nødigt overfortolke resultaterne, da vi stadig har langt mere erfaring med håndbold- og fodboldspillere, men det ser ud til, at gymnasterne har en god træningskultur og disciplin, siger Kristian Kristensen.
  • De små udfordringer, vi ser, kan relativt let optrænes, og derfor har holdet i Ollerup et stort potentiale, vurderer han.
    Næste test finder sted i december og igen i foråret 2013, så det er muligt at måle, om den målrettede træningsindsats har haft effekt.

FAKTA
Elitelab Denmark blev grundlagt i 2009 af Kristian Kristensen og Mikkel Hjuler. Visionen er at ruste eliteatleter til de arbejdskrav de udsættes for i deres respektive miljøer. Dette foregår gennem test, træning og kultur. Elitelab og Sport Study Svendborg samarbejder på flere områder herunder Talentlab, hvis formål er, at optimere forholdene for unge atleter i Svendborg kommune. Elitelab´s erfaringer fra Oure Sport & Performance har bl.a. dannet grundlag for processen med Ollerup gymnasterne.

Citat:
”Målet er jo, at de tager herfra som dygtige gymnaster og instruktører og er med til at løfte træningskvaliteten endnu mere ude i klubberne”
- Helge Fisker, landstræner i TeamGym og lærer på Ollerup Gymnastikhøjskole